BEVARELSE AF HUNDENS UDHOLDENHED GENNEM FODRING

I denne artikel specialiseres foderet med henblik på at vores “højtydende firbenede jæger” også kan være højtydende under jagten.

Af Alexander Gey

Til trods for at udholdenhedspræstationer er aerobe (=sker under forbrug af ilt, modsat anaerobe) falder sukkerindholdet (glukosen) hele tiden i muskelmassen. Ved studier af den menneskelige organisme har man påvist, at den største begrænsende faktor i arbejdende musklers udholdenhed er den eksisterende mængde glukose, eller rettere sagt mangel på samme. Når trætheden melder sig skyldes det primært, at mængden af glukose er aftagende i musklerne. Med andre ord går man “sukkerkold”. Evnen og lysten til igen at genoptage arbejdet afhænger af glukoseindholdet i musklerne. Når glukosen mangler indskrænkes udholdenheden og det fortsatte arbejde. Denne tilstand varer ved indtil hunden har “energien tilbage”. Hvis man på det strategisk rigtige tidspunkt tilfører hunden kulhydrater kan det fremme opfyldningen af sukkerdepoterne i musklerne. 

Efter en ekstrem hård belastning regner man med at hunden skal tilføres 1,5 gram glukoseholdigt foder, blandet op i vand, pr. kg legemsvægt. Et sådant færdigprodukt findes under betegnelsen polycose og er fremstillet af Ross laboratorierne. Dette foder blandet op med vand skal hunden have indenfor de første 30 minutter efter belastningen. Går der længere tid udebliver den ønskede virkning. Som alternativ til færdigfoderet kan man give hunden andre kulhydrater i form af brød eller ris. Formålet med tilførslen af kulhydrater er hurtigt og indenfor 30 minutter efter belastningen at øge blodsukkeret. Når man fodrer med kulhydrater skal man ikke også fodre med fedt, idet fedtet kan virke forsinkende på hundens mavetømning. Herudover kan fedtet virke negativt på den hurtige tilførsel af glukose til musklerne. I praksis kan man fodre sin hund med kulhydrater i frokostpausen på dagjagterne.

Uanset hvor genialt eller rigtigt hundens foder er sammensat, er det værdiløst hvis ikke hunden gider æde det. Og endnu værre bliver det hvis hunden på grund af stress heller ikke vil æde efter jagten. Der findes faktisk hundeførere som ikke vil have en hund med i teamet hvis den ikke, foruden de øvrige kvaliteter, har en udsøgt og vedvarende god appetit. Hvis en hund allerede under den indledende træning og uddannelse mister interessen for at spise bliver den sat af holdet. Begrundelsen herfor er, at når hunden under træning under kontrollede former og uden stress ikke vil spise kan det kun gå rigtig galt på de intensive jagter. Skulle den ellers firbenede gourmet miste appetitten under jagten kan man altid lokke en lækkerbisken i halsen på den. Disse lækkerbiskner eller “snacks”, som også kan blandes i foderet, stimulerer hundens lyst til foder og kan bestå af kød- og fedtstykker eller en kombination af begge. Mange jægere anvender godbidder under hundens træning. Det er dels for at bevare hundens lyst til mad og dels for at belønne hunden.

De næringsmidler der forstørrer appetitten er lever, oksekød, lammefedt, stinkende fisk og skind fra høns/kyllinger. For oksekød og lever gælder det, at ikke alle hunde er lige vilde med det. Ligeledes er fisketypen bestemmende for hvor stor graden af appetitstigning er. Nogle lækkerbiskner gør deres virkning, andre ikke. Inden man går på jagt fremstiller og pakker man godbidderne, der er baseret på fedt og vejer ca. 20-30 gram stykket. Udstyret med disse lækkerbiskner og kaloriebomber kan du belønne din hund undervejs og du kan stikke den en letfordøjelig gang “brændstof” på jagten. Hvis du giver hunden sådan én et kvarters tid før jagten har du en højoktan hund fra begyndelsen. Generelt glider alle former for fedttyper gerne ned i hundehalsen. Men til jagthundefoder fås det bedste fedtstof fra fjerkræ og svin på grund af disses gode fedtsyresammensammensætninger.

Større ydelser gennem andre næringsstoffer?

Man hører fra tid til anden, at mange andre næringsstoffer og tilsætningsstoffer forhøjer en hunds ydelsesevne. Imidlertid er ingen af disse “rygter” videnskabeligt bevist. Herudover får hunden jo allerede disse næringsstoffer og tilsætningsstoffer i store mængder gennem den forøgede fødeindtagelse, som jeg beskrev ovenfor. Derfor er yderligere tilsætningsstoffer fuldstændig overflødige. For at opnå en stigning i hundens ydelser tilføres hundens foder C-vitamin, beta-Carotin, Carnitin, fedtsyrer, B-vitaminer, E-vitaminer og jern. Med undtagelse af Carnitin er der, efter hvad jeg ved, ikke foretaget nogen videnskabelig undersøgelse af ydelsesstigninger hos hunde ved disse tilsætninger. Carnitins øgelse af en hunds ydelse er et omstridt emne. Ikke engang en specielt tilrettelagt undersøgelse af slædehunde kunne påvise, at Carnitin havde en gunstig virkning på ydelsen.

Jægere der blander kød med tørfoder skal være meget opmærksomme på den indbyrdes balance mellem næringsstofferne. Forholdet mellem indholdet af kalk og fosfor kan selv ved en lille mængde kød ændre sig til ugunst for hunden, idet kød indeholder meget fosfor og kun ganske lidt kalk. Avl og ydelse kan komme til at lide voldsomt under, at man mikser et halvdårligt foder med tilsætninger.

Sammenfatning og fodringstips

Giv hunden et højt fordøjeligt og energirigt (fedtholdigt) foder.

Hunden skal have adgang til rent og friskt vand. Og se til at den drikker.

Giv hunden mad mindst to gange om dagen. Hovedmåltidet skal den have sidst på dagen og efter jagten.

Giv hunden et lille måltid halvanden til to timer før jagten.

Giv hunden “fedtsnacks” af og til under jagten.

Giv hunden nogle let fordøjelige kulhydrater (kogt ris og brød) indenfor de første 30 minutter af frokosten eller giv hunden sukker sammen med drikkevandet.

Slutbemærkning

En hunds ydelser bliver kun så gode som den genetiske afstamning, træning og uddannelse tilsiger. Hvert eneste af disse kriterier har en afgørende indflydelse på en hunds præstationer. Man skal være kritisk overfor hundens ernæring, idet flere faktorer fører til ydelsesstigninger og hundens velbefindende, især under fysiske anstrengelser. En god ernæring danner basis for en effektiv jagtindsats af vores trofaste firbenede ledsager.

Denne artikel er gengivet med velvillig tilladelse fra månedsbladet Jagt og Natur.