SVØMMEBADET HJÆLPER HUNDE TIL ET BEDRE HELBRED
Skader, glæder og vandhunde
Få kilometer uden for Møldrup ligger Midtjyllands Hundecenter. Her bor indehaveren Karina Cantzler Christensen i et nedlagt landbrug med helt nye istandsatte lokaliteter. En pige med et ”stort” hundehjerte, som har indrettet sig med en flot og funktionel indrettet hundepension samt et stort hundesvømmebad.
Karinas interesse for hunde går snart 20 år tilbage. En hvid hyrdehund (schæfer) var hendes første hund og med denne blev der trænet flittigt. Så flittigt at Karina på et tidspunkt fattede interesse for en race der krævede knapt så mange træning timer – ja, faktisk en race helt uden drifter – og hun startede sin nuværende kennel Millinium med Mastiffer. Pt. har kennelen 350 kg. Mastiff bestående af fire voksne hunde samt en 5 mdr.´s hvalp.
Karina elsker hunde. Jeg husker tydeligt fra mit første møde med Karina, hvor indlysende og ærligt hendes ”kærligheds” forhold til vore firbenede venner var – et forhold der trives i bedste velgående den dag i dag. Når man har opholdt sig en eftermiddag på stedet og set den måde hundene behandles på, forstår man hvorfor hendes liv er fyldt med hunde. Der kommer store, der kommer små – der kommer hunde med vidt forskellig karakter og temperament, men tålmodigheden og værdigheden alle hunde behandles med, giver et meget positivt indtryk. Opgaverne, i såvel pension som ved poolen, bliver løst således at alle er mere end tilfredse!
Indehaver af Jyllands eneste hundesvømmebad. Karina Cantzler Christensen og Mastiffen Boss
Hvorfor nu det?
Ja, men hvorfor nu starte en badeanstalt for hunde – den første af sin art i Jylland?
Det er heller ikke en badeanstalt ordets bogstavelige forstand, griner Karina!
Nøgleordene er genoptræning og sjov motion!
I vand mellem 20 og 22 grader kan hundene således, efter det obligatoriske brusebad o g eventuel monteret svømmevest, boltre sig i bølgen blå.
Hvorfor hundesvømning? Hertil fortæller Karina:
Der er en stigende interesse for hundesvømning og de mange fordele er da også til at få øje på.
Der er mange grunde til at gå til svømning med hunden. Nogle svømmer decideret pga. genoptræning efter operation eller tilskadekomst. Dette bliver ofte anbefalet dem af deres dyrlæge! Vandets opdrift gør nemlig denne genoptræningsform optimal, da der ikke er nogle belastninger på knogler eller led – men kun koncentreret træning og opbygning af muskulaturen. Hunden finder også ud af at den nemmere kan bevæge den syge del i vandet, netop fordi kroppen ikke ”tynger”. Derfor har hunde med dysplasi i hofter eller albuer også stor gavn af svømningen.
Konkurrence-, sports- og udstillingshunde bruger svømningen til at opbygge muskulatur på en sund måde. Blandt andet fordi eksempelvis cykling medfører trækpåvirkninger på sigt og dermed stor slitage på hunden.
Desuden bruger hunden ved svømning også andre muskler end ved sammenligning med f. eks. løb. Især rygmuskulaturen bliver berørt ved svømning. Alt dette er med til at gøre konkurrence-hunden stærkere og dermed også formindske skader.
Endvidere er det en glimrende motionsform for overvægtige hunde!
Og så er der dem som ”bare” bruger hundesvømning som en sjov og anderledes aktivering til hunden, især om vinteren hvor aktiveringsniveauet jo som regel er på lavt blus, da der bliver trænet mindre.
Da svømmebadet er opvarmet til ca. 20 gr. kan gigtplagede hunde have stor fornøjelse af en svømmetur. For hunde med disse skavanker er det meget vigtigt at man tørrer dem godt og ikke tager dem ud på en længere gåtur mens de er våde. Dette forhold gør sig selvfølgelig specielt gældende om vinteren!
Sådan forgår svømningen:
Selve poolen er let kloret for at holde bakterierne væk. Det er ikke noget som skader hundens hud og pels, tværtimod får de en lækker blød og skinnende pels af vandet.
Hunden skal skylles både før og efter svømmeturen. Alle hunde som ikke har prøvet at svømme i bassin før, får en svømmevest på første gang. Man ser så på hvor godt hunden svømmer, før man tager vesten af igen.
Det er vigtigt at man udviser ro og tålmodighed overfor hunden – især første gang! Da lærer hundene at blive tryg ved de mange nye ting (poolen, rampen osv.). Man bruger så den motivation som ens hund reagerer bedst på. Det kan være at der skal apport genstande eller godbidder til, for at lokke den i vandet. Fremgangsmåden skal sikre at det bliver til en sjov oplevelse. Hvis hunden er meget driftig, skal man selvfølgelig udnytte det til noget positivt i vandet. Vi har mange hunde som er lige ved at ”kratte” gulvet op for at komme ned i poolen!!
Man har svømmebadet for sig selv i ½ time af gangen. Nye hunde svømmer ikke mere end 5-10 minutter. Her kan endda være indlagt 2-3 korte pauser. Øvede hunde svømmer ofte ca. 20 min. – kun afbrudt af 1 pause. Der er instruktør på de første par gange og herefter skal man selv svømme.
Her indskyder Karina at de tobenede førere ligeledes er ekviperet til opgaven.
Flere entrerer nemlig pool-rummet iført regntøj fra top til tå! Den eftermiddag jeg besøgte stedet blev der også pjasket løs efter alle kunstens regler – alle ser ud til at nyde det.
Dagens oplevelse var at se en debuterende gravhund, som efter kort tid førte sig frem i det våde element, som var den klar til at blive ansat som en medsvømmende ekstra Pool-watch, såfremt artsfæller var kommet på kæntringskurs! Den røde svømmevest gav en fin association til TV-seriens røde bikinier.
Der stod jeg og beundrende hele optrinnet og ville da også til at berette hundeføreren om mine små filosoferende tanker, da jeg opdager at det jo var en hanhund – og al tanke om en rød todelt bikini redningsvest faldt til jorden og jeg holdt mine tanker for mig selv!
Solstrålehistorien og den umulige opgave
Fortæl om din bedste trænings indsats, a la´ en solstråle historie, og som modvægt hertil en beretning om uløselige problemer – siger jeg til Karina, medens den fjerde kop kaffe glider ned (kaffe som altid stå lun på kanden i modtagelsen) og nok et par småkager ryger samme vej!
Min solstråle historie var en Golden Retriever som var blevet lam i bagkroppen efter nogle blodpropper ved og i rygraden og hundens tilstand var meget kritisk. Tre måneders genoptræning gjorde den ”normal” og den kunne løbe naturligt igen. Den slags oplevelser bestyrker min tro på den ”gode gerning”, siger Karina!
Værre gik det for Irsk Setter der var blevet kørt over af en bil. Da den første gang kom her til genoptræning var den nærmest krøbling og efter nogen tid måtte vi opgive uden nævneværdig bedring! Mirakler kan vi ikke udføre – selv om vi gerne forsøger – og hunden blev få måneder senere aflivet, idet dens livskvalitet var for ringe!
Pensionen
Udover hundesvømmebad har Midtjysk Hundecenter også hundepension. Her er god plads i lyse og venlige omgivelser, orientere Karina om!. Må det være her være tilladt for UniQ´s udsendte medarbejder, at rapporter om en vis form for underdrivelse! Stedet et virkelig flot, funktionelt indrettet og stedets renlighed og orden omkring alle forhold er meget iøjnefaldende.
Der bliver taget individuelle behov og der er mulighed for flere forskellige aktiviteter, bl.a. ekstra gåture, luftning i en knap 100 kvadrat meter stor indhegning, legetid og naturligvis svømning. Megen kærlig kontakt og lækre godbidder er også en vigtig del i pensionen
Midtjysk Hundecenter har også en mindre butik med salg af div. godbidder/tyggeting, legetøj og naturligvis foder. Bl.a. UniQ-foder, som er det foder som anvendes i pensionen og som indehaveren også bruger til sine egne hunde (5 engelske Mastiffer).
Til dato er der ikke nogen pensionærer som har haft dårlig mave af det pludselige foderskift, når de kommer i pension. Alle praktiske forhold og eventuelle spørgsmål angående pensionen finder sot svar på stedets hjemmeside – adressen er www.midtjysk-hundecenter.dk
Tak til Karina for en hyggelig eftermiddag.
Erik Petersen