DE GAMLE HUNDES BEHOV FOR NÆRINGSSTOFFER

Både fordi de fleste ældre hunde har været tro følgesvende på jagten gennem mange år, og fordi de er afholdte “familiemedlemmer” skylder man dem og deres ernæring særlig opmærksomhed her i deres livs “efterår”.

Af Alexander Gey

De medicinske fremskridt, den intensive forskning og de forbedrede ernæringsbetingelser har ikke blot betydet, at mennesker bliver ældre. Også en stor del af vores hunde har gennem de sidste årtier opnået en højere gennemsnitslevealder. Tidligere antog man, at en hunds levealder stort set var givet ud fra hvilken race den var. Men nu ved man, at alderen i høj grad også er en følge af anvendelse, ernæring og sundhed. Man har beretninger om hunde, der har opnået den astronomiske alder af 27 år. I dag regner man med, at den gennemsnitlige levealder for en hund er cirka 13 år. Disse tendenser og tegn på, at vore husdyr lever længere, har affødt et nyt studie i veterinærmedicinen, nemlig geriatrien. Geriatrien beskæftiger sig med specielt med forholdene omkring ældre patienter, især sundhed og pleje.

Det geriatiske livsafsnit, eller senioralderen om man vil, kan defineres som det livsstadie, som det voksne dyr opnår, når brugsegenskaberne begynder at gå retur. Det afhænger meget af såvel race som individ, hvornår dette tidspunkt indtræffer. Små hunderacer lever generelt længere end de større. Generelt taler man om, at alderen sætter ind således:

Små hunderacer (op til syv kg) ældes fra det ottende år.

Middelstore hunderacer (syv til 35 kg) ældes fra det syvende år.

De rigtigt store hunderacer (over 35 kg) ældes fra det sjette år.

En hund, der lever sammen med familien, bliver normalt ældre end en hund, der holdes i det fri i en hundegård. Et kastreret eller steriliseret dyr har generelt en højere levealder end et dyr, der har forplantningsevnen i behold. Blandingshunde – uanset hvad de er “blandet” af – lever i reglen også længere end de racerene hunde.

Når hunden kommer i “den tredie alder”, bliver de kropslige og fysiologiske forandringer mere og mere synlige. Da aldringsprocessen er under indflydelse af forskellige faktorer, er det vigtigt, at det enkelte dyr bedømmes individuelt. Følgende forandringer kan man konstatere ved en aldrende hund: Bevægelighed og udholdenhed er aftagende, det samme gælder syn, hørelse, lugtesans og smagssans. Hos mange hunde ser man endvidere, at pelsen i forbindelse med den tiltagende alder bliver grå på snudepartiet og på benene.

Det skal smage!

Oplevelsen af lugt og smag er en vigtig del af fodringen, idet disse skaber accept af næringen. En mindsket optagelse af foder kan medføre mangel på næringstoffer som er af elementær betydning for kroppens funktionsduelighed. Derfor er det af stor vigtighed, at foderet antager en høj smagfuldhed i takt med at hunden bliver ældre. Hundens opnåede levealder hænger i stor grad sammen med dens ernæring og omgivelser. Da ældre hunde let tager på i vægt spiller det også en væsentlig rolle i ernæringen. Ældre hunde har behov for specielle næringsstoffer, som ikke altid findes i foderet til voksne hunde. For at forstå dette, er det vigtigt at kende den gamle hunds ernæringbestemte behov og at kunne genkende dens fysiologiske forandringer.

I løbet af en hunds aldringsproces finder der talrige fysiologiske ændringer sted. Man kan ligefrem fastslå en gradvis reduktion af organernes funktionskapacitet. Ændringerne i hundekroppens sammensætning omfatter en mindskning af det fedtfattige kropsvæv (skeletstrukturen) og en øgning af kropsfedtet. I takt med den stigende alder bevæger de fleste dyr sig mindre, hvorfor det daglige energibehov kan reduceres med 30 til 40 procent. Immumforsvaret aftager også i takt med den stigende alder, hvilket øger risikoen for infektionssygdomme og svulster. Hudens elasticitet aftager, og tab af tænder eller paradentose kan medføre en formindsket fødeoptagelse.

Proteinreduceret foder?

Det bliver ofte anbefalet, at man giver de ældre hunde et foder, hvor indholdet af protein er reduceret. Argumentet herfor er, at et for højt indhold af protein skader hundens nyrefunktion. Her skal man være klar over, at argumentet for proteinoptagelse i relation til ældre hundes nyrefunktion hviler på et ret løst grundlag. Man ved, at mange gamle hundes nyrevæv forandres, men også, at disse ændringer skyldes kliniske forhold. Man antog tidligere – og desværre også mange gange i dag – at disse ændringer skyldtes en for høj proteinandel i foderet, og at skavanken derfor kunne forhindres ved at sætte hunden på en kost med et formindsket proteinindhold. Gennem videnskabelige undersøgelser har det vist sig, at dette ikke holder stik. Når hunde har en nyrelidelse, er proteinreduktion kun en biting i behandlingen. Derimod har indholdet af fosfor i foderet en afgørende betydning for sygdomsforløbet.

Herudover spiller protein en vigtig rolle i opretholdelsen af hundens muskulatur. Musklerne omkring skelettet påvirkes stærkere af aldringsprocessen end eksempelvis lever, hjerte eller fordøjelsessystemet. På grund af den langsomme muskelproteinsyntese og den formindskede proteinreserve i musklerne, falder antallet af de aminosyrer (byggesten for protein), som er nødvendige for muskelopbygningen og energistofskiftet, til et uacceptabelt niveau.

Gennem undersøgelser af effekten ved gamle individers (mennesker og hunde) ernæring med proteinholdig mad har man kunnet påvise, at muskelmassen enten tiltager eller forbliver uforandret. Det skyldes den stadige tilførsel af de vigtige aminosyrer, som er vigtige for muskelvævets opbygning og kroppens immunforsvar.

På baggrund af ovenstående er det derfor nødvendigt at fodre den gamle hund med et foder, der er relativt energifattigt, men med et relativt højt proteinindhold (cirka 26 procent ved et foder med 10 procent fedtindhold og 4200 kcal/kg). Men der findes også undtagelser. Enkelte hunde mister i takt med alderens stigning også i kropsvægt. I disse tilfælde skal man fodre med et kalorierigt kvalitetsfoder. Hvis man er i tvivl, kigger man ind hos dyrlægen med sin hund.

Hundefoder til den gamle hund

Hundefoder til den gamle hund bør bestå af følgende:

Høj og god smagsforstærkning.

Bløde og let tyggelige foderpiller.

Et letfordøjeligt foder indeholdende kvalitetsproteiner fra dyr (fjerkræ, fisk og æg). Ved fodring med kvalitetsproteiner styrker man muskelmassen og opretholder en god tarmfunktion, samtidig med at pelsen bevares. I tillæg hertil styrkes immunforsvaret.

Vitaminer og mineraler tilpasset hundens behov.

Kalorier og fedt afstemt således, at hunden holder sin optimale vægt

Herudover bør du:

Give hunden foder i små portioner.

Fodre hunden på en sådan måde, at den beholder idealvægten

Fordele den daglige fodermængde over to til tre måltider

Om nødvendigt fodre hunden med et diætprodukt for at behandle sygdomme eller understøtte behandling af disse. Din dyrlæge vil kunne fortælle dig hvordan.

Yderligere indhold foderet

Enkelte foderproducenter har afpasset nogle af deres kvalitetsprodukter til den gamle hund. Det drejer sig fortrinsvis om følgende komponenter:

1) GLA (Gamma-linolsyre) som hundens lever ikke mere producerer i tilstrækkelig mængde. GLA medvirker desuden til at opretholde det optimale forhold af omega 6 og omega 3 fedtsyrer i et forhold mellem 5 og 10 til 1. Det modvirker betændelsestilstande i huden og er i øvrigt vigtigt for hud og pels.

2) Fructooligosakkarider (FOS) og andre råfibre. FOS er leverandør af råfibre, som stabiliserer bakterieforekomsten i fordøjelsessystemet, idet de nyttige tarmbakterier styrkes, så de kan bekæmpe de skadelige. Under forsøg med ældre hunde iagttog man de skadelige bakteriers vækst og så disses følgevirkninger i form af fordøjelsesbesvær og diarré. Man antager, at de skadelige bakteriers tilvækst sker i forbindelse med den aftagende tarmfunktion og svækkelsen af immumforsvaret. Andre råfibre opbygger fedtsyrerne, og sammen med FOS opretholdes et optimalt tarmmiljø, hvorved man undgår diarré og den efterfølgende manglende spiselyst.

3) For at forstærke immumforsvaret og for at mindske risikoen for infektionssygdomme tilføres C- og E-vitamin samt beta-carotin

4) For at mindske sliddet på bruskdelene og styrke den eksisterende brusk kan man anvende Glucosamin og chondroitinsulfat.

5) Diæter, som er righoldige på aminosyren tryptophan, en bestanddel af æggehvide, virker muligvis hæmmende på den mentale degenerering. Andre aminosyrer og vitaminer virker gunstigt på den kropslige aktivitet og hundens psyke. Alt i alt viser de foreliggende videnskabelige studier, at disse præparater og tilsætningsstoffer har en positiv indflydelse, og at de dermed har deres berettigelse.

Øvrige forhold

Udover ovenstående bør du

Lade hunden undersøge regelmæssigt og mindst én gang om året af en dyrlæge

Undgå at lave om på hundens dagligdag og vaner eller dens ernæring

Sørge for at hunden bevæger sig regelmæssigt uden de store strabadser

Omhyggeligt pleje dens tænder og tandkød.

Slutbemærkninger

Ældre hunde lider ofte af ledbetændelse (arthritis), hjertesygdomme og kræft. Når symptomerne bliver tydelige er sygdommene allerede langt fremskredne. Dyrlægen kan dog, i forbindelse med rutineundersøgelserne, på et tidligt tidspunkt fastslå forandringerne. Derfor bør alle hunde undersøges mindst én gang om året af dyrlægen. Jo tidligere, man kan erkende og lokalisere en sygdom, desto tidligere kan man sætte ind med medicin og evt. diæter. Man skal i denne forbindelse også huske på, at hundens immumforsvar ikke reagerer så hurtigt som før, hvorfor den også har sværere ved at undgå sygdomme.

Mange gamle hunde bevæger sig for lidt, hvorfor man opnår en sundhedsskadelig vægtøgning. Den aldrende hundekrop forandrer sig også vedrørende fordøjelse og forbrænding hvorfor man med fordel kan omlægge kosten.

I de seriøse dyrehandler og hos dyrlægen kan man købe foder, der henvender sig til “senior”. Men vær opmærksom på, at ikke alle produkterne, til trods for den høje kvalitet, har taget højde for den nyeste forskning vedrørende den aldrende hunds ernæring. Men jeg er overbevist om, at du sammen med din dyrlæge og denne artikels indhold er i stand til at finde det rigtige foder til din firbenede tro følgesvend.

Denne artikel er gengivet med velvillig tilladelse fra månedsbladet Jagt og Natur.